GRÆSSET ER GRØNNERE....

GIV DET VIDERE

August 2019

Indtil for nyligt, havde jeg kun hørt udtrykket: ‘Man tror altid, at græsset er grønnere på den anden side’. Godt, så det vil altså sige, at selvom man har det svært, er det ikke sikkert, de andre har det nemmere…. Eller deromkring 🙂

Tjek – Så ved man det – Men hvad kan jeg bruge den info til, når jeg ikke lige synes, livet er så fantastisk????

Jeg har virkelig aldrig rigtig kunnet bruge det udtryk til noget, andet end at afholde mig fra, at tage nogle store drastiske beslutninger UDEN at gennemtænke hver en lille konsekvens og detalje min beslutning eventuelt måtte medføre!

“Så en dag på min forsigtige selvudviklingsrejse, sagde en af mine medkursister til mig: Græsset er grønnest…. – Og jeg tænkte opgivende med det samme ‘Ja ja, hvad skal jeg bruge det til”

Men hun afsluttede sætningen med ‘…. dér hvor du vander det’ !!!!

HALLØJ – kæmpe øjenåbner for mig!! Det kan godt være, du nu tænker, BIG surprise – Det er da et gammelt udtryk – Det er det nok også, men lige i den sammenhæng hvor jeg hørte det første gang, skete der noget i mig. Jeg “så” mig omkring, kiggede ned og tænkte: alt imens jeg har været så fokuseret på, at græsset måske er grønnere hos naboen, har jeg slet ikke set, at mit græs efterhånden var blevet tørt, brunt og slet ikke rart at gå på!

Så hvad gør man så?

Jeg gik i gang med at vande mit græs.

Sagt på en anden måde: Jeg søgte indad (rigtigt indad). Andre havde deres måde at gøre tingene på, og jeg havde min. Det var første skridt for mig.

Jeg havde en tendens til fokusere på de ting i mit liv, der ikke rigtig fungerede. Jeg gjorde ikke så meget ved dem – Jeg fokuserede kun på dem. Så jeg satte mig et mål. Hver aften, når jeg lagde mig i min seng, skulle jeg finde 3 ting, jeg var taknemmelige for, var sket i løbet af dagen. Det var svært i starten, så det blev til de åbenlyse ting, som jeg i mit hjerte ALTID er og vil være taknemmelig for: Mine børn, mit gode helbred og min familie generelt. Så da jeg stort set hver aften gentog de 3 områder, som jeg ALTID vil være taknemmelig for, lavede jeg en regel, der sagde, at disse områder måtte jeg ikke bruge mere. Så blev det svært. Mine taknemmeligheder blev til en sommerfugl, jeg havde set, en fjer på min vej, solen der skinnede, græsset der var grønt, tøjvasken der var klaret og så videre. Stille og roligt gik det op for mig, at det jo rent faktisk var de små ting, der gjorde, at livet var fantastisk! Så i stedet for at lade mig irritere af for eksempel vasketøjet, sagde jeg til mig selv, hvor er du heldig, at du er i stand til at vaske tøjet (eller at du i det mindste har en maskine, der kan vaske det for dig). I stedet for bare at registrere sommerfuglen, iagttog jeg den virkelig, og så skønheden i den. En fjer blev til et budskab om, at der er mere mellem himmel og jord. Solen der skinnede, gjorde mig opmærksom på, at den bidrog til, at jeg fik aktiveret mit D-vitamin i kroppen. Græsset der var grønt og nyslået (af min skønne kæreste), blev et symbol på mit dejlige liv.  

Dette blev starten på MIN måde at vande MIT græs på.

Hvordan vander du dit? 

"ALT HAR EN SKØNHED, MEN IKKE ALLE SER DEN"
Confucius
Kinesisk filosof