LOUISE REJ

Så er vi godt i gang med uge 4.

Statsministeren har nu meddelt, at Danmark så småt begynder at åbne op igen. 

Det starter med, at ’de små’ lukkes ud i samfundet!

Jeg sidder herhjemme og er lidt splittet over den strategi.

Hvorfor denne beslutning?

Er det for at vores børn og dermed forældrene kan blive smittet, så vi kan blive immune (oparbejdelse af flokimmunitet)?

Er det for at give de hjemmearbejdene forældre ro?

Eller hvad er det?

Jeg er mor til to drenge, én i 2. klasse og én i børnehaven (0. klasse lige om lidt). De er begge i den gruppe, der skal starte op her d. 15. april.

Ja, mine drenge trænger til at se andre børn igen, og de trænger bestemt til at komme ud og lege rigtigt igen. 

Hverken drengene, min kæreste eller jeg er i risikogruppen, hvorfor det burde være ’sikkert’ at sende dem afsted. MEN i bund og grund ved vi reelt ikke, hvordan vores krop vil reagere, hvis vi smittes med Covid-19. Vi ved i virkeligheden ikke, om vi vil mærke symptomerne som en mindre influenza, om vi vil få vejrtrækningsbesvær, om vi vil få behov for intensiv behandling, om det vil blive nødvendigt at blive lagt i respirator eller i værste tilfælde, om virussen vil være så voldsom, at vores krop på ingen måde kan bekæmpe den!

Jeg må formode, at der er en årsag til dette valg og jeg må formode, at jeg kan stole på vores eksperter i Danmark samt vores Statsminister.

Men stadigvæk har jeg en lille tvivl indeni. 

Den dér lille følelse, der bare ikke vil gå væk.

DER ER NOGET, DER IKKE STEMMER????

Den følelse vil ikke forsvinde, og den har været der fra dag 1.

Hvad er det, vi ikke får at vide?

Det er dybt tragisk, at mennesker er døde af eller med Covid-19, og mit hjerte og tanker går til de efterladte!

Jeg er ikke en af dem, der har haft Covid-19 tæt på livet, og derfor har jeg heller ikke mistet nogle af mine nærmeste. 

Og MÅSKE er det også kun derfor, jeg tænker, som jeg gør.

Dette indlæg må ikke misforstås af nogen! 

Jeg har dyb medfølelse til de mennesker, der har mistet – Det har jeg! 

Og jeg sætter på ingen måde spørgsmålstegn ved det. Det eneste jeg lige nu gør, er at have et åbent sind 

Hvad jeg i det følgende skriver, betegner jeg hverken som sandhed eller løgn. Det er blot tanker og spørgsmål, der er kommet ud fra et åbent sind.

Vi har lige nu mistet 203 personer, som har været ramt af Covid-19.

I 2018 mistede 5900 danskere livet i forbindelse med respiratoriske sygdomme (lungebetændelse, astma, bronkitis, influenza). Det vil sige, at vi i gennemsnit mistede omkring 16 danskere OM DAGEN i 2018 til disse sygdomme/infektioner. 

Her i 2020, under Corona pandemien, er der som sagt registreret 203 dødsfald. Disse dødsfald er sket over en periode på 28 dage. Det vil sige, at i denne tid har vi i gennemsnit mistet 7 danskere om dagen.

Så i hele 2018 døde der i gennemsnit 16 danskere om dagen – Tallet har med stor sandsynlighed være værst i vintermånederne og mindst i sommermånederne. Disse danskere har også med stor sandsynlighed haft behov for intensiv behandling i kraft af, at det har været deres luftveje, der har været påvirket.

Blev Danmark lukket ned i 2018, fordi man frygtede at sygehusvæsenet ikke kunne følge med?

Lige nu har vi i gennemsnit 7 personer, der dør om dagen. Altså under halvdelen af, hvor mange der døde om dagen i 2018!

Og Danmark er lukket ned!

Så hvad foregår der? Ja, jeg er lidt forvirret.

De tal ovenover gælder for Danmark. 

Men jeg har også undersøgt andre lande, og her er det det samme, der foregår. 

Et eksempel er i Italien. 

Dér døde der 24.000 mennesker i 2017 grundet influenza – heri er de andre respiratoriske sygdomme ikke inkluderet. De sidste tal jeg har, er at der nu er 17.000 dødsfald i Italien i forbindelse med Covid-19. 

– Så vi er ikke i nærheden af de tal, de normalt ser i Italien!

Men der er stadig kaos og landet er lukket ned!

Så hvad sker der?

Jeg undrer mig også over mediedækningen af Covid-19. Vi hører ikke om andet end denne virus. 

Helt som om, at verden er gået i stå?

Jeg har også tænkt på mange af de demonstrationer, vi så før Covid-19. Ja jeg er helt med på, at disse ikke kan finde sted længere grundet restriktionerne i forhold til hvor mange, vi må være samlet og så videre. Men jeg tænker blot;

– Hvad var det nu de demonstrerede imod?

– Er dét de demonstrerede imod sat på stand-by eller fortsætter regeringer med at udføre de planer, der har været modstand på fra befolkningens side?

Et hurtigt ’kig’ ud i verden (ikke via nyhederne) indikerer, at alt gennemføres som planlagt. Blot gennemføres de nu uden modstand fra befolkningen.

Ja jeg kan godt virke lidt paranoid nu. Men det er jeg bestemt ikke – Jeg har bare et åbent sind og sætter lidt spørgsmålstegn ved de ting, jeg ser.

Det må da også være irriterende, at folk forsøger at stoppe ens arbejde.

Jeg fortæller da heller ikke børnene herhjemme, når vi skal have broccoli til aftensmad. Det tager lidt længere tid at lave det, hvis børnene hele tiden forsøger at skubbe mig væk fra gryden, eller forsøger at distrahere mig med tilråb og skilte ’ Nej tak broccoli skal ikke have magt’. – Så derfor bliver broccolien lavet i det stille. 

Når vi så sætter os ved bordet, så siger det ”BUM” 

– Hvad vil I gøre ved det, unger?

Så ja, det letter jo mit arbejde en del 🙂 

Det er da lidt interessant, ikke?

Jeg kunne komme med en masse andre områder, der får mig til at undre.

– De mange videoer af mere eller mindre tomme hospitaler rundt om i verden?

– De mange veldokumenterede behandlinger, som ingen myndigheder er interesseret i?

– Alle de penge, der bruges til Covid-19 nu, som vi ikke kunne finde førhen til forbedringer af ældreplejen og sundhedsvæsnet, daginstitutioner, skoler m.m.?

– Den samme video, der bliver vist på forskellige nyhedsstationer med billeder af en travl hospitalsstue. Samme hospitalsstue men i forskellige lande?

– Ja sågar spørgsmål omkring vacciner og 5G (Hvilket virkelig kan få folk op af sofaerne!)

Spørgsmålene er mange. 

Men ligegyldigt om du mener det ene eller det andet, så glem ikke, at vi alle har ret til at stille spørgsmål. 

Lad folk tro og mene hvad de vil – Døm ikke.

Hvis et barn spørger mig, hvorfor græsset er grønt, så er min reaktion i hvert fald ikke: 

HVAD ER DET FOR ET PSYKOPATISK SPØRGSMÅL AT STILLE?? 

Næ, jeg tænker mere: 

Det var et godt spørgsmål 

– Hvorfor ER græsset egentlig grønt?  

Nå, men kort tilbage til, at vores børn sendes i skole og daginstitutioner igen.

Når jeg nu har stillet spørgsmål ved alt det andet, der lige nu sker i vores verden, hvorfor skulle jeg så ikke også stille spørgsmålstegn ved dette?

Jeg siger ikke, at det er rigtig.

Jeg siger heller ikke, at det er forkert.

Jeg stiller mig blot i midten med et åbent sind.

Hvad gør du?

Pas på jer selv og hinanden.

Når et lille barn stiller spørgsmål,
går det op for én,
hvor lidt man i virkeligheden ved!
Visom.dk
Kategorier: Uncategorized

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *