Louise Rej

Det er et spørgsmål jeg stillede mig selv den anden dag. – Hvor i mit liv ville jeg egentlig være lige nu, hvis jeg ikke havde været igennem de ”dårlige” ting, som jeg nu engang har været igennem?

Jeg ved det selvfølgelig ikke. Jeg kan jo kun sige, at jeg er dybt taknemmelig for mit liv, og hvor jeg er lige nu!

Vi ved alle, at der er op- og nedture i vores liv. De fleste af os ville gerne have undværet nedturene. Men hvis vi tænker lidt nærmere over det, så ville vi ikke have oplevet opturene, hvis ikke vi havde været igennem nedturene. Det er lidt ligesom sangen ”Let her go” af Passenger.

Only miss the sun when it starts to snow

Only know you love her when you let her go

Only know you´ve been high when you´re feeling low

Only hate the road when you´re missing home

Det er som om, at det først går op for os, hvad vi havde, når vi oplever det modsatte. Man kan vende den om og sige: Vi er ikke i stand til at mærke glæde (og være taknemmelig for denne) uden at have mærket at være ked af det.

Imens jeg skriver dette, går det op for mig, at jeg er ude på et lille sidespor. Men jeg lader det stå, da der er så meget sandhed i det. Måske får det dig til at opleve en endnu større taknemmelighed over det positive der sker her og nu, fordi du husker, hvordan du havde det, da du gik igennem de svære tider.

Så nyd når livet spiller – Det er en gave at få en pause fra alle de udfordringer, vi nu engang skal igennem i dette liv.

Tilbage til ”Hvor ville jeg være, hvis ikke jeg havde haft de udfordringer i mit liv?”

Det værste der er sket i mit liv, er, da jeg mistede min far. – Men det værste var også det frygtelige sygdomsforløb, han skulle igennem. Ingen mennesker fortjener, at deres sidste tid på denne jord, skal være fyldt med smerter og frygt. Men det var sådan, det var for min far.

Jeg kunne vælge at sætte mig ned i bitterhed og selvmedlidenhed. Være vred på systemet og på mig selv over ikke at kunne redde ham. – Hvor havde jeg så været i dag?

Men efter min sorg havde lagt sig, og der kun var savnet tilbage, tænkte jeg min fars forløb igennem. Dét der ramte mig dybt, var den store skuffelse over en praktiserende læge, der havde muligheden for at prøve noget ”alternativt”, nu da det etablerede system havde opgivet. Jeg havde år forinden, i min tid i hjemmeplejen, fået kendskab til en patient, der var opgivet af systemet, hvorefter hun tog sagen i egen hånd. Denne kvinde ville ikke acceptere, at skulle dø fra sine børn. Hun kørte troligt til Nordsjælland 2 gange om ugen og fik det de kalder højdosis intravenøst c-vitamin (Store mængder c-vitamin givet i drop). Dette havde fjernet kræften – eller som lægerne beskrev det ”Du er nu symptomfri”. Denne viden gav mig håb. Så da lægerne havde opgivet min far, kontaktede jeg de læger, der udførte c-vitamin proceduren. Min far var så dårlig af den smertestillende medicin, han fik, at han ikke var i stand til at køre i bil uden at få kvalme og kaste op hele tiden. Så han var ikke i stand til at komme til klinikken i Nordsjælland (Min far boede i Rørvig). Som sagt kontaktede jeg de læger, der kendte og udførte c-vitamin proceduren. De fortalte mig, at det eneste det krævede var, at hans praktiserende læge (i dette tilfælde lægen på det Hospice, hvor han var på aflastning) skulle ordinere det, og være den der havde ansvaret for proceduren. De tilbød at lægen kunne kontakte dem, hvis hun havde de mindste spørgsmål. Der var ingen risici forbundet med behandlingen, og det var en meget enkel procedure. De fortalte sågar hvilket apotek, der lå inde med c-vitaminet,  og hvordan man fremskaffede det med mere. Det var jo ligetil, tænkte jeg. Men selvom lægen havde ligesindede at sparre med samt dokumentation for en (forholdsvis) bivirkningsfri behandling, valgte hun, til min store forbløffelse, at sige nej. – Hun mente ikke, hun havde nok viden omkring behandlingen til at ordinere og gennemføre den!

Jeg var SÅ skuffet, ked af det og vred! Men på det tidspunkt kunne jeg ikke gøre andet end at være der for min far – og det var jeg – lige til det sidste åndedrag.

Så da sorgen havde lagt sig, og jeg fik tid til at tænke over hele forløbet, skete der noget i mig. Jeg var selv i det etablerede system som sygeplejerske, og blev endnu mere opmærksom på, hvad vi kunne tilbyde vores borgere og patienter. Det gik mere og mere op for mig, at vi ikke så ’det hele menneske’, når det drejede sig om behandling. I mit tilfælde var det indenfor Psykiatrien. Vi støttede og vejledte. Men når det galt behandling, tilbød vi kun medicin og mere medicin og mere medicin. Nu så jeg hvordan min far reagerede på medicinen – han kunne simpelthen ikke tåle den – og spørger du mig, så døde min far af medicinen og ikke af kræften (Det er min egen personlige holdning og mening). Der blev talt så meget om, hvordan vores psykiatriske patienter i gennemsnit levede 15-20 år kortere end mennesker uden psykiatriske diagnoser. De kloge hoveder kom med MANGE forslag til hvorfor, men ikke ét forslag omhandlede det store og massive forbrug af medicin!!?? – Hvilket efter min personlige mening, er den overvejende årsag til, at mennesker med psykiske lidelser lever i kortere tid.

Misforstå mig ikke. Medicin er en fantastisk ’opfindelse’. Men ligeså vel som, at for eksempel et overdrevet forbrug af alkohol kan ødelægge kroppen, så er det det samme med medicin. Medicin er kemisk fremstillet, hvilket også sætter vores krop i overarbejde, når vi indtager det.

Det gjorde mig mere og mere ondt, at se hvordan patienter fik det værre, og det eneste vi kunne tilbyde var mere medicin, og hvis der var bivirkninger ved det ene præparat, ordinerede man yderligere medicin for at nedtone bivirkningerne. Jeg ønskede sådan, at medicin blev tilbudt for at få patienterne stabile, hvorefter man behandlede dem med samtaleterapi, mindfulness, akupunktur, kostterapi, åndedrætsterapi eller hvad der nu ville virke for den enkelte.

Da jeg så blev introduceret til Tankefeltterapi og Metasundhed, var jeg ikke i tvivl – Det her kunne have en gavnlig effekt til mennesker med psykiatriske diagnoser. Jeg tog begge uddannelser, og blev mere og mere sikker på, at dette kunne være et alternativ til den medicinske behandling.

Og her er jeg i dag. Havde det ikke været for min fars sygdomsforløb og død, så havde jeg ikke været lige præcis hér i dag. Jeg havde ikke kunne hjælpe mennesker, der søger andre veje end medicin. Jeg oplever en bedring og helbredelse hos mine klienter. Jeg oplever den enorme taknemmelighed, de har, når de mærker, at de kan slippe deres angst, deres depression letter, og der kommer ro på deres stress. Det er hårdt at være vidne til, når mennesker lider under, at deres sind er ude af kontrol. Men det er det hele værd, når jeg ser, at de kommer ud på den anden side.

Misforstå mig ikke, jeg ville til enhver tid hellere have, at min far stadig var hos mig. Det eneste jeg tænker på, er, hvor ville jeg mon så have været henne i mit liv?

Hvad med dig? – Hvad positivt er der kommet ud af de udfordringer i dit liv, som du reelt gerne ville have undværet? Hvor mon du ville have været uden dem?

"Livet er 10% hvad der sker med dig, og 90% hvordan du reagerer på det"
Charles Swindoll
Præst
Kategorier: Uncategorized

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *