livet efter at have mistet

Klienten (K) kommer til mig 3 år efter hun har mistet sin mand til kræft. Det havde været et korterevarende meget hårdt sygdomsforløb, og hun havde lige siden gået til psykolog.

K kommer til mig, fordi hun ikke kan holde smerten ud længere. Psykologen har hjulpet i forhold til at sætte ord på hendes følelser og beroliget hende ved, at hendes reaktioner er helt normale.

Men det ændrer ikke på, at K har så ondt indeni, at hun slet ikke kan være i det.

Da K er rigtig god til at beskrive sine følelser og sætte ord på, beder jeg hende om at mærke efter, hvor denne enorme smerte sidder. K beskriver, at den sidder i maven som en stor sten. Vi behandler herefter på den følelse.

Under behandlingen transformeres stenen til en blomst, som repræsenterer K´s afdøde mand. K mærker, at den skal have en plads i hendes hjerte, og placerer den trygt og godt der. Efter behandlingen er K rolig, fredfyldt og let i kroppen.

Jeg har efterfølgende kontakt til K, som fortæller, at efter behandlingen har der været nogle enkelte gange, hvor smerten er dukket op igen. Når det er sket, henter hun blomsten hjem til hjertet igen, hvilket har gjort, at smerten forsvandt.

Efter 6 måneder henvender K sig til mig igen. Hun går fortsat til psykolog, og har fundet sig en kæreste, som hun er enormt glad for. Men K beskriver, at hun har svært ved at håndtere, hvis kæresten har lavet andre planer, hvor hun havde forventet, de skulle ses. Med sin rationelle og logiske tankegang kan hun se, at hun reagerer og handler helt uhensigtsmæssigt. Men selvom hun godt er klar over det, kan hun ikke stoppe det. Hendes følelser er helt ude af kontrol og hun beskriver det som om, hendes krop får en form for panikanfald. Vi kommer hurtigt ind på, at disse følelser er gamle traumer, der ligger tilbage til, da hun mistede sin mand. Vi bliver derfor også hurtigt enige om, at de følelser er gamle erindringer, som ubevidst er ført over til det nye forhold.

Vi behandler det på samme måde som sidst. Denne gang er der dog flere følelser og kropslige fornemmelser, der er i spil. Disse følelser er ikke nogen K vil beholde, så dem sørger hun for at slippe under behandlingen.

Efter nogle dage taler jeg igen med K. Hun er så glad. Dagen efter behandlingen står hun i en situation med kæresten, hvor hun normalt ville have fået dét, som hun beskrev som et panikanfald. Men det kom ikke. Hun var helt rolig i sine tanker, følelser og krop. Behandlingen havde skabt balance i systemet, hvilket medførte, at K kunne handle og reagere helt naturligt, uden at hun var styret af tidligere erindringer og gamle følelser.

”Jeg er 100% sikker på, at det her hjælper mig” 

Kvinde 61 år.

Antal sessioner: 2

Ønsker du selv en behandling hos Giv Det Videre?