Louise Rej

Denne tid er svær. Mange af os er så heldige, at være hjemme med vores børn. Vi kæmper for, at de skal være beskæftiget både fysisk og mentalt. Vi laver skoleopgaver, går ture, forsøger at begrænse skærm-tid m.m. – Det er i hvert fald sådan, situationen ser ud hjemme hos mig.

Jeg har lige læst en artikel hvor én mor, blandt mange, deler sin frustration over, at der forventes for meget af forældrene i forhold til, at børnene skal lave så og så mange opgaver, samtidig med at de får at vide, at lærerne tjekker op på, om de laves. Denne mor havde samtidig et fuldtidsstudie, som hun selv skulle varetage hjemmefra. Hendes 9-årige søn sidder frustreret og græder mens han siger; 

”Jeg kan ikke nå det her på 14 dage!” 

En anden mor er frustreret over, at der forventes, at hun skal sørge for at undervise og lave lektier med sit barn, samtidig med at hun varetager sit fuldtidsjob hjemmefra. 

Hun siger; 

”At man ligefrem skal se på, at mit barn tjekkes for, at jeg som voksen har sørget for at undervise og lave lektier med mit barn, mens jeg passer mit fuldtidsjob, det får mig til at se rødt.”

Der sidder også mennesker derude, som ikke har børn, men som må arbejde hjemmefra. Jeg har blandt andet en klient, der nu har fået det så godt, at hun i denne uge er startet på fuldtid igen efter et længerevarende sygdomsforløb. Denne klient er nu blevet syg (ikke med coronavirus), og arbejder derfor hjemmefra. Min klient fortæller mig, at hun knokler mere på, fordi hun jo gerne vil have, at hendes første fuldtidsuge bliver en succes.

Når jeg hører og læser om ovenstående, kan jeg ikke lade være med at tænke på to ting:

  1. Hvem er det, der i virkeligheden lægger et pres på os?
  2. Hvornår stopper vi op og lytter til vores krop?

Lad os tage fat i det først; 

Hvem er det, der i virkeligheden lægger et pres på os?

Det hurtige svar er ’omverdenen’ og ‘dem der forventer, at vi skal gøre både det ene og det andet‘.

Men lad os lige stoppe op et øjeblik.

Kan vi i virkeligheden ikke kun blive presset, hvis vi tillader os selv at blive presset?

Lige nu er der måske flere, der tænker: Endnu et indlæg der fortæller, at alle vores frustrationer er vores egen skyld. 

Men dette indlæg handler ikke om at placere skylden et sted. Dette indlæg er lavet med henblik på at få et andet perspektiv på situationen, hvilket forhåbentligt kan være med til at skabe lidt ro ude i hjemmene. For når alt kommer til alt, er der sandsynlighed for, at vi skal være i vores hjem endnu længere end de to uger, der blev meldt ud i første omgang.

Sidder du lige nu og oplever et enormt pres udefra og har du oveni købet også børn, der føler sig presset og er utrygge ved situationen, så kan dette indlæg måske lette presset lidt, og få dig til at ændre kurs.

Lad os se nærmere på et scenarie, der nok ikke er langt fra virkeligheden for nogle af os.

Du logger på AULA eller en ’hjemmeundervisningsside’. Du ser, at der forventes, at dit barn skal lave 50 regnestykker i dag. Det skulle han også i går. Men der var så meget dansk i går, at I ikke nåede det. Dit barn skal derfor lave 100 regnestykker i dag, for ikke at komme for langt bagud. Du ved, at dit barn var på grådens rand i går, fordi han havde svært ved dansk og ikke kunne koncentrere sig. Du kan næsten ikke bærer tanken om, at du nu skal kalde dit barn ind til computeren, for han vil med garanti blive dybt ulykkelig og frustreret, fordi det hele er uoverskuelig for ham. Det er også uoverskueligt for dig. Du har en arbejdsgiver, der forventer, at du er på om 5 minutter og frem til kl. 16 i eftermiddag!

Men du kan ikke lade være med at tænke på, at dit barn bestemt ikke må komme bagud. Der er meldt ud fra læreren, at det forventes, at alle opgaver laves. Desuden vil der løbende tjekkes op på, at alle elever laver deres opgaver!

Jamen det forventes og det tjekkes. Så der er ikke noget at gøre – Det skal  laves – Koste hvad det vil!

Hvorfor?

Når hverdagen bliver ”normal” igen, vil læreren så kalde dig ind til samtale for at sige, at du har været for doven og ikke en særlig gode forælder, fordi dit barn i gennemsnit ”kun” har lavet 25 eller 40 regnestykker om dagen?

Det håber jeg da virkelig ikke! Og hvis læreren gør det, så kan man vende den om og sige. Hvis det er det værste, der kan ske, så klarer vi nok også den.

Så for at svare på spørgsmålet: Hvem er det, der i virkeligheden lægger et pres på os? 

Så vil det korte svar være omverdenen 

og det lange svar være – Det er i virkeligheden os selv.

Så det vigtigste vi kan gøre, er;

AT GØRE SÅ MEGET VI KAN!


Og det får mig frem til spørgsmål nummer to:

Hvornår stopper vi op og lytter til vores krop?

For sidder mit barn og græder af frustration over lektierne, så er det et tydeligt tegn på, at han har overskredet sin grænse i forhold til, hvad han er i stand til på nuværende tidspunkt. Han har opbrugt dagens kvote for, hvad han kan. 

Jamen kan jeg så forlange mere? 

Sikkert ja, men for hvis skyld?

Mit barn har gjort, alt hvad han kan. Så mere vil jeg ikke forlange af ham!

Hvad er det værste, der kan ske? – Læreren vil måske sige, at jeg ikke har gjort mit job som mor godt nok! Men samtidig tror jeg også, at enhver terapeut vil sige, at jeg har gjort det bedste for mit barn, og derfor har gjort mit job som mor godt nok!  

Selvfølgelig skal mit barn træne sin hjerne, og ikke bare sidde foran skærmen hver dag i timevis og spille computer. Herhjemme har vi bare ikke et skema. Vi sidder heller ikke i 8 timer og laver lektier. Vi sidder ved siden af hinanden med hver vores ting, og jeg hjælper, hvis han har behov for det. Når jeg mærker, at min dreng begynder at sidde uroligt på stolen, og fumler lidt med tasterne, så er det tid til ’frikvarter’. Han får en High five for godt arbejde, og kan så ’holde fri’ et kvarter eller en halv time. Det samme gør jeg. Det fungerer for os – måske det kan fungere for jer?

Vi er som sagt også en del mennesker derude, som også er pressede ved at arbejde hjemme, men som ikke har børn. For eksempel min klient, der gerne vil have, at hendes første fuldtidsuge bliver en succes? Hun ønsker det så meget, at hun presser sig selv til det yderste.

Så hvor kommer presset i virkeligheden fra – Fra hende selv.

Det er hun også udmærket klar over, når hun lige stopper op og tænker over det. Hendes krop er allerede begyndt at reagere, ved at nogle af de ”gamle” symptomer er begyndt at vise sig.

Hvad betyder det? 

– At hun gør mere, end hvad hendes krop rent faktisk er i stand til. 

– Hun er gået langt over grænsen, der hedder:

Gør så meget du kan!

Som hendes terapeut og coach har jeg nu ‘beordret’ hende til at stoppe op! Hendes krop er i forvejen i en tilstand, hvor den knokler for at komme igennem en virus, ved at snotte og hoste for at få virus ud. Den har brug for pauser, ekstra væske samt ro og hvile. Hun kan ikke blive ved i dette tempo. I værste tilfælde ender det med, at hun må ligge sig HELT ned. Dette får hverken arbejdsgiver eller hende selv noget ud af. 

Jeg tror desværre ikke, min klient er et enestående tilfælde derude.

Så kære jer, der presser jer selv til det yderste. 

STOP!

GØR SÅ MEGET I KAN OG IKKE MERE!

Pas på jer selv og jeres nærmeste – For i sidste ende er det i virkeligheden det vigtigste!

DIT LYS SKAL BRÆNDE
- IKKE BRÆNDE UD
Kategorier: Uncategorized

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *